Island om vinteren: 10 seværdigheder i Island, du ikke må gå glip af

iceland-in-january-stream-snow-ice-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

Island er et land fuld af fantastiske seværdigheder og smukke landskaber, og i de kolde vintermåneder er det alt sammen som oftest dækket af sne. I dette indlæg deler jeg 10 seværdigheder i Island, du ikke må gå glip af om vinteren.

 

Skepsis vil med stor sandsynlighed være den første reaktion, du møder fra folk, hvis du beslutter dig for at tage til Island om vinteren. Det var i hvert fald, hvad jeg gjorde. “Er det ikke alt for mørkt og koldt?” spurgte mine venner og familie. I begyndelsen var det også min tænkte. Men så begyndte jeg at læse om de fantastiske seværdigheder i Island, du kan opleve om vinteren, og så kunne hverken kulden eller mørket stoppe mig (eller min mor) fra at tage derop.

De islandske vintermåneder er magiske. Det kan være virkelig koldt og mørkt, men hvis du planlægger din tur ud fra de lyse timer og pakker dit varmeste tøj, så er jeg sikker på, at du får en kæmpe oplevelse. Det nordlige land er kendt for sine mange smukke seværdigheder, og de fleste af dem er endnu smukkere, når de er dækket af sne og oplyst af det karakteristiske bløde vinterlys. Derudover betyder færre mennesker, at du ikke skal dele de populære attraktioner med tonsvis af andre turister.

På grund af de barskere forhold, er det ikke alle steder, du kan besøge i Island om vinteren. Det er forholdsvist nemt at komme langs kysten via Ringvejen, men hvis du gerne vil ind til højlandet eller til andre øde områder, bør du tage derop på et andet tidspunkt af året.

Min mor og jeg besøgte Island i slutningen af januar, og i dette indlæg deler jeg vores highlights fra ti dages roadtrip.

 

iceland-in-january-winter-attractions-seljalandsfoss-waterfall-solheimajokull-glacier-river-cliffs-snow-ice-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

10 fantastiske seværdigheder i Island om vinteren

 

1/ Se nordlys

“Jeg fatter ikke, at vi ser det her,” ytrede jeg til min mor, da vi første gang fik øje på nordlyset på andendagen af vores tur.

Nordlyset er et vinterhøjdepunkt og måske den største attraktion i Island på den tid af året. At se de blågrønne farver danse hen over nattehimlen er en fantastisk oplevelse og kan i sig selv være grund nok til at tage nordpå i de mørke vintermåneder.

På grund af sin placering i hjertet af “Aurora-bæltet” er Island et af de bedste lande at se nordlys. Fra januar til marts er chancerne størst, men fænomenet kan opleves fra start september til slut april.

 

2/ Se solnedgang ved Kirkjufell

Det er forholdsvist nemt at komme fra Reykjavik til den nordlige side af Snæfellsnes-halvøen, hvilket betyder at Kirkjufell ikke ligefrem er en skjult skat i Island – men det gør ikke bjerget mindre besøgsværdigt.

Det karakteristiske bjerg med den skarpe top og de lange buede sider har fået sit navn på grund af sin lighed med et spir fra en kirke. Og sammen med den unikke placering langs kysten tæt på vandfaldet Kirkjufellsfoss, er det ikke svært at forstå, at Kirkjufell er et af Islands mest bemærkelsesværdige bjerge og et af de mest fotograferede vartegn i landet.

Især ved solnedgang er det et flot syn. At se solen gå ned bag bjerget i takt med, at himlen bliver malet i alskens solnedgangsfarver er værd at køre et par hundrede kilometer for at opleve.

 

iceland-in-january-winter-attractions-kirkjufell-mountain-kirkjufellsfoss-waterfall-river-snow-ice-nature-snæfellsnes-peninsula-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

3/ Kør på de ensomme veje i det nordvestlige Island

Hvis du længes efter eventyr og gerne vil undgå de gængse turistdestinationer, så skal du tage til det nordvestlige Island. De fleste springer dette område over, men at forlade Ringvejen for at køre langs kysten på nogle af de mindre veje, blev en af vores største oplevelser.

Da vi tog beslutningen, vidste vi ikke, hvad der ventede, men fra begyndelsen blev vi positivt overraskede. Rå bjerge, snoede åer og fantastiske havudsigter fulgte os på vejene tæt på Vestfjordene og langs Vatnsnes-halvøen, og vi holdt konstant ind til siden for at tage et billede eller to.

Højdepunktet var strækningen omkring Vestfjordene, der gav os et lille glimt af områdets rå skønhed og fik os begge til at drømme om at besøge den del af Island en dag.

 

iceland-in-january-fjord-ocean-snow-ice-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

4/ Bliv bjergtaget af det guddommelige Goðafoss

Med sine mere end titusind vandfald i alskens former og størrelser er Island et sandt vandfalds-paradis. Goðafoss er hverken det mest kendte (Gullfoss), det mest kraftfulde (Dettifoss) eller det højeste i Island (Morsárfoss), men det er uden tvivl det mest spektakulære.

Goðafoss er et guddommeligt syn, hvor kaskader af vand fra Skjálfandafljót-floden strømmer ned over en halvbuet form. Om vinteren kæmper vandet mod de lave temperaturer, og kraften er den eneste årsag til, at vandfaldet ikke er frosset fuldstændig til. Isen og sneen skaber en smuk kontrast til det isblå gletsjervand, der brager ud over kanten fra 12 meters højde.

 

iceland-in-january-godafoss-waterfall-river-snow-ice-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

iceland-in-january-godafoss-waterfall-river-snow-ice-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

5/ Oplev det geotermiske område omkring Mývatn

Island er kendt som landet af ild og is; et udtryk der må være startet omkring søen Mývatn om vinteren. Et tykt lag sne dækker området, inklusiv de flere hundrede kratere, der skyder op fra jorden. Det hvide landskab står i skærende kontrast til den pittoreske sø, hvor damp langsomt stiger op fra overfladen. Temperaturen er langt under frysepunktet i denne nordlige region i slutningen af januar, og vandet der stille bevæger sig rundt strider mod alle naturlove, da det burde have været frossent. Det er det ikke.

Området omkring Mývatn er et geotermisk slaraffenland, hvor du på trods af de kolde temperaturer, føler dig lidt tættere på jordens indre end andre steder på kloden. Brug noget tid på at opleve forskellige dele af søen, kom helt tæt på vulkanerne og slap af i Mývatn Nature Baths, der er Nordislands svar på Den Blå Lagune.

Området er mærkværdigt og mindeværdigt på samme tid, og jeg kan kun forestille mig, hvor anderledes der må se ud om sommeren.

 

iceland-in-january-lake-myvatn-island-snow-ice-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

6/ Oplev fantastiske landskaber ved Stokksnes

Skuffelse var min første reaktion, da vi en tidlig morgen kørte til Stokksnes-halvøen i det sydøstlige Island. Sne dryssede fra de tunge skyer og gjorde, at vi ikke kunne se en meter frem. Vejrudsigten havde ellers forudsagt bedre vejr, så vi sad i bilen og ventede og håbede, at det ville drive over. Efter 20 minuter, da vi var lige ved at miste håbet, løftede skyerne sig, og det fantastiske landskab, jeg havde set så mange billeder af på Instagram kom til syne.

Det sorte sand, der blandede sig med det hvide sne, de stejle Vestrahorn-bjerge og det mørke hav skabte en dramatisk udsigt, man ikke kunne gøre andet end bare stå og beundre.

Vejret har stor betydning for, hvordan Stokksnes fremstår, og det er ikke svært at forstå, at netop dette sted er et af Islands mest unikke for fotografer at tage billeder.

 

iceland-in-january-vestrahorn-mountains-black-beach-ocean-snow-nature-stokksnes-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

7/ Kørsel på gletsjere og udforsk ishuler ved Vatnajökull

At køre i en gigantisk superjeep på Islands største gletsjer Vatnajökull er en interessant oplevelse. Det går langsomt, det er ukomfortabelt og meget larmende, fordi guiden presser køretøjet til det yderste for at undgå at sidde fast. Det er dog også fascinerende og sjovt og den eneste måde at komme til de naturlige ishuler, der bliver formet i gletsjeren om vinteren.

At gå på opdagelse i ishulerne står i skarp kontrast til køreturen. Inden for er der stille og roligt, og kun den lejlighedsvise lyd af knirkende is afbryder stilheden og minder dig om, at du er inde i hjertet af en gletsjer, der bevæger sig.

Næste vinter ser hulerne anderledes ud. Gamle vil forsvinde og nye vil opstå, nogle vil blive større og andre mindre, få vil skifte farve mens de fleste vil bevare den nuværende sammensætning. Ishulerne er i sandhed naturlige vinter-vidundere.

Vi tog med Arctic Adventures på deres Crystal Ice Cave tur, der er særdeles anbefalelsesværdig!

 

iceland-in-january-vatnajokull-glacier-ice-snow-ice-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

iceland-in-january-ice-patterns-ice-cave-vatnajokull-glacier-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

8/ Se isflager ved Jökulsárlón gletsjerlagune og Diamond Beach

Da vi kørte på den sydøstlige del af Ringvejen, kunne vi ikke få øjnene væk fra de store isflager ved Jökulsárlón gletsjerlagune, og jo tættere på vi kom, des mere fascinerede blev vi. Isflager af alle størrelser og former brækker af Breiðamerkurjökull-gletsjerens udmunding og bevæger sig stille og roligt i den pittoreske lagune og fungerer som forhindringer for en legesyg sælkoloni. Det er i sandhed en fryd for øjet.

Nogle af isflagerne har bevæget sig helt ned for enden af lagunen og ligger som skinnende diamanter i smuk kontrast til det sorte sand på den kendte Diamond Beach. Isdiamanterne er ligeså unikke som rigtige diamanter og kommer i alskens former og farver.

 

iceland-in-january-jokulsarlon-glacier-lagoon-ice-blocks-snow-cloud-reflection-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

9/ Bliv betaget af de smukke udsigter ved Þingvellir

Da jeg første gang besøgte Island tilbage i 2016, begyndte vores tur på den populære Gyldne Cirkel. Jeg husker, at jeg var betaget af de naturlige vidundere på ruten, men Þingvellir var ikke højdepunktet. Ikke indtil jeg kom tilbage i vinter.

Kultur og historie er blandet med geologi og smukke seværdigheder ved dette ene af kun to steder i Island, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Om sommeren er området frodigt og domineret af grønne, sorte og blå farver, hvor den grønne erstattes af hvid om vinteren. Det er i sandhed et unikt sted.

Højdepunktet er stien mellem de to stenmure, der er det overfladiske bevis på, at man bevæger sig imellem to kontinenter. Stien kulminerer ved det frosne Öxarárfoss-vandfald i den ene ende og ved udsigtspunktet over den isblå sø Þingvallavatn og Alþinget i den anden. Sidstnævnte er de velbevarede rester af det ældste parlament i verden, der blev dannet for over tusind år siden.

Þingvallavatn er ikke kun et smukt syn fra land. Det er muligt at snorkle og dykke ved Silfra, der er en underjordisk sprække mellem den nordamerikanske og den eurorasiske tektoniske plade, og som eftersigende skulle have det klareste vand i verden.

 

iceland-in-january-tingvallavatn-lake-snow-ice-trees-nature-tingvellir-national-park-golden-circle-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

10/ Få varmen i de mange varme kilder

Island om vinteren kan være rigtig kold. På et tidspunkt bemærkede vi -24 grader på termometeret i bilen, men det meste af tiden havde vi omkring -5 til -10 grader i slutningen af januar. På trods af mange lag tøj, kunne jeg ikke undgå at blive gennemkold nogle gange, og i de situationer var der kun én ting at gøre – at finde den nærmeste varme kilde.

Overalt i landet finder du naturlige varme kilder, hvor det er muligt at slappe af i dejligt varmt vand og nyde de omkringliggende omgivelser. Det er en anstrengelse at skulle i og skulle op, men den fantastiske varme du føler, når du er i, er de få sekunders bidende kulde værd.

Jeg forestiller mig, at kilderne må være islændingenes hemmelige trick til at overleve vinteren i det kolde nord.

 


 

 


 

Nyttig information

 

Sådan kommer du til Island om vinteren

 

Fly til Island

Den nemmeste og hurtigste måde at komme til Island er med fly.

Icelandair er et indlysende valg, da de opererer hele året rundt og har mange ruter fra Danmark og andre steder i Europa og USA. SAS har dog også ruter fra København både sommer og vinter.

Keflavik lufthavn er Islands største. Den ligger omkring 40 kilometer fra landets hovedstad, Reykjavík.

Fra lufthavnen er det nemt at komme ind til centrum af byen. Du kan enten tage den hyppigt gående lufthavnsbus, tage en taxi eller leje en bil fra en af de mange biludlejningsfirmaer, der enten ligger i eller tæt på lufthavnen og køre derind.

 

Færge til Island

Hvis du kan lide at rejse langsomt, så skal du måske overveje at tage færgen til Island.

Om vinteren har Smyril Line en ugentlig afgang fra Hirtshals, hvor du kommer til den charmerende lille by, Seyðisfjørður på Islands østside.

Sejlturen tager omkring halvanden dag.

 

Sådan kommer du rundt i Island om vinteren

Jeg vil vove at påstå, at der kun er én måde at komme rundt i Island på – også om vinteren – og det er i bil. Overalt i landet kan du opleve den nærmest uvirkelige natur, og ved at køre rundt kan du stoppe alt det du vil undervejs og bruge så lang tid hvert enkelt sted, som du har lyst til.

At køre i Island om vinteren lyder måske mere skræmmende, end det rent faktisk er. Jeg vil dog på det kraftigste anbefale, at du kører i en firehjulstrækker og optimalt set har lidt erfaring med at køre på sne- og isglatte veje.

Det er en god ide at tjekke vejforholdene på road.is, før du begiver dig ud på eventyr og selvfølgelig kører efter forholdene.

Du vil måske opleve, at nogle af Islands veje er lukkede om vinteren. Islændingene er hårdføre, og de lukker ikke veje, med mindre det er strengt nødvendigt. Så for din egen sikkerheds skyld, bør du selvfølgelig lade være at køre på disse.

Jeg planlægger at skrive et mere omfattende indlæg om vinterkørsel i Island, så hold øje med det.

 

iceland-in-january-seljalandsfoss-waterfall-sun-cliffs-snow-ice-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog

 

Vejret i Island om vinteren

Generelt er vejret i Island meget uforudsigende. Du kan være heldig at have nogle frostklare og solrige dage, og så vil det formentlig ikke være svært at forstå, hvorfor januar anses som en af Islands smukkeste måneder. Du kan dog også opleve gråt vejr med tunge skyer, snestorme og stærke vinde, og under disse forhold er Island måske ikke så tiltrækkende. De fleste dage vil det formentlig være en god blanding.

Island ligger i den nordlige del af Atlanterhavet, hvor man skulle tro, at det var ekstremt koldt om vinteren. Mens det på ingen måde er varmt – især ikke på den nordlige side – så er temperaturerne i Island om vinteren faktisk ret milde sammenlignet med andre lande på samme breddegrad.

På grund af den nordatlantiske havstrøm svinger gennemsnitstemperaturen i hovedstaden Reykjavík på mellem 1 til -4 grader om vinteren og i landets næststørste by, Akureyri, der ligger på i den nordlige del på mellem -1 til -8 grader. Vær opmærksom på, at dette er gennemsnitstemperaturer – det kan i virkeligheden være betydeligt koldere. Vi registrerede -24 grader i Mývatn på et tidspunkt!

 

Dagslys om vinteren i Island

Vi besøgte Island i januar, der er en af de mørkeste måneder på året. Den 1. januar står solen i Reykjavík op klokken 11.21 og går ned igen klokken 15.41, hvilket sammenlagt kun giver fire timer og 20 minutters dagslys. Det er bestemt ikke meget. Men på grund af Islands placering på den nordlige breddegrad varer daggry og skumring overraskende længe, og dagene tiltager betydeligt. I slutningen af måneden nyder Island godt af hele syv timers dagslys!

Hvis du besøger Island i eksempelvis november eller februar, vil dagene selvfølgelig være endnu længere.

 

Det skal du have med til Island om vinteren

Der er kun én måde at forholde sig til kulden om vinteren i Island, hvis ikke du vil blive inden for, og det er at pakke en masse varmt og praktisk tøj. Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det, men lad være at pakke lidt. Pak masser af forskelligt tøj i lag, så du er forberedt på alt slags vejr og pak selvfølgelig en god vinterjakke og nogle solide vandtætte og varme støvler også.

Jeg planlægger at skrive et mere omfattende indlæg om hvad man skal pakke til en tur til Island om vinteren, så hold øje med det.

 


 

Hvor vil du hen nu?

Forhåbentlig har jeg inspireret dig til at besøge Island om vinteren! Se min fotodagbog fra Island, der viser Islands ufattelige skønhed i 46 billeder. Hvis du allerede er inspireret men gerne vil have nogle råd med på vejen, så læs mine 18 gode vintertips til Island.

Eller tag et kig på mine andre artikler fra Island.

Hvis du er fan af Norden, så vil du måske også finde min grønne guide til København interessant.

Hvis du har nogle kommentarer eller spørgsmål, må du meget gerne efterlade dem i kommentarfeltet nedenfor. Men før du gør noget som helst, hvorfor så ikke følge mig på Facebook, Instagram, Pinterest og Twitter og tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev?

 


 

Kan du li’ dette indlæg? Så pin det!

iceland-in-january-stream-snow-ice-nature-iceland-adventurers-footprints-adventure-travel-blog-pinterest

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *